Nyborg Frimærkeklub er stiftet den 31. marts 2011 og har indtil slutningen af 2025 været søsterklub til Nyborg Filatelist-Klub, som imidlertid har nedlagt sig selv og besluttet, at alle medlemmer bliver flyttet over i Nyborg Frimærkeklub pr. 1. januar 2026.
Nyborg Filatelist-Klub blev stiftet den 13. november 1922, og var dermed en af Fyns gamle klubber. Den havde en stærk tradition for et stort årligt arrangement, som går 60-70 år tilbage i tiden – tidligere afholdt på Hotel Nyborg Strand, og senere med udstillinger i Nyborg-Hallen. Denne tradition opretholdes i Nyborg Frimærkeklub.
Møderne er stadig henlagt til Anders Draghes Gård – Kongegade 24 (over for Faxøe) – 5800 Nyborg (Nyborgs tidligere Løve Apotek), hvor vi råder over 3 lokaler i dette 200 år gamle hus, foruden kontor, køkken og rummelig kælder. Lysforholdene er optimale, og vore mange foredragsholdere kan derfor præsentere deres samlinger perfekt på klubbens egne skråstativer.
Vi afholder møder på mandage i ulige uger fra kl. 19.00 – dørene åbnes kl. 18.45.
Find klubbens mødeprogram i menuen til venstre.
Klubben holder auktion om efteråret i forbindelse med byttedagen.
I forbindelse med julearrangementet hygges der med banko, quiz, kaffe, kage mv.
De senere år har vi benyttet Tennishallen i Nyborg Idræts- og Fritidscenter, Storebæltsvej 13-15, til vores landskendte Bytte- og Børsdage, som er en kombination af bytning og auktion. Der er et godt lys, der er god plads og rigeligt af nære P-pladser.
Hjælpemidler: Af kataloger kan nævnes AFA special for danske områder, Michel katalog for oversø, og Bendix for poststempler.
Parkering: I sidegaderne.
Du er meget velkommen til at besøge os på en af vores mødeaftener. Vi byder nye medlemmer velkommen og hjælper dig gerne i gang eller videre med dine samlinger.